Det hvide C er nok den af vore danske sommerfugle, hvor man tydeligst kan se hvorfor det hedder en takvinge.Navnet det hvide C har den fået fra det lille hvide C, der er aftegnet på undersiden af vingen. Hunnen er lidt lysere end hannen.En udvokset larve er meget tornet med hvid ryg og sorte og orange sider.   Sommerfuglen er knyttet til skovlysninger og andre lysåbne steder med nælser og humle.  Den strejfer dog meget omkring og kan træffes mange andre steder... blandt andet i blomster fra pil, brombær, hjortetrøst, tidsler, gyldenris og sommerfuglebusk.   Det hvide C overvintrer i hule træer eller i blade ved tæt vegetation.

Nældens Takvinge er Danmarks nationale sommerfugl. Som navnet antyder lever den alle steder hvor der er nælder.Den kan let forvæksles med andre Takvinger, især den sjældne Kirsebær Takvinge ligner den til forvæksling. De hvide forvingepletter er en sikker måde at kende forskel på arterne

Dagpåfugleøjens meget markante øjepletter, er et forsvarsværk mod fugle. Når fugle og andre rovdyr ser de stirrende øjne vil de betænke sig en ekstra gang inden de angriber. Derfor er den også meget mere synlig end flere andre arter, der klapper vingerne sammen for at ligne et blad. Undersiden er til gengæld mørk og virker som camouflage når den hviler sig eller overvintrer. Larverne lever på alle nælde arter og årets sidste generation overvintrer gerne i skure og i tørt kvas.

Admiralen er let at kende på de sort - orange - hvide kontraster.   Den er meget aktiv når den flyver og har sjældent et svævemoment, så når man ser en sort baskende sommerfugl er det som regel en Admiral. Admiralen trækker til Danmark sydfra, den har en forkærlighed for overmodnefrugter og bær. Specielt den sidste generation, der dukker op sidst i Juli tanker godt op i ned falds frugt inden de drager sydpå sidst i september og i oktober. På gode sydlige lokaliteter kan man se tusindvis af admiraler trække sydpå i efteråret.

Tidselsommerfuglen er nok en af verdenens mest udbredte sommerfugle. Dens evne til at vandre over ørkener og have kan vist imponere de fleste. Antallet af gæster varierer meget år efter år, da dens vandring er meget vejr bestemt. Som navnet antyder har den en forkærlighed for tidsler, men er bestemt ingen kostfornægter.

Den storplettede Perlemorsommerfugl er især kendetegnet på de markante perlemorspletter på undersiden af vingerne. Den strejfer gerne omkring og under fødesøgning kommer den gerne ind i folks haver. Dens larver overvintrer på violer og forskellige stedmoderplanter.

Nældesommerfuglen har en forårs generation som er orange og en sommer generation der er sort med hvide og en smule orange aftegninger. De holder til i fugtige skovlysninger med nælder.

Guldhalen er en af blåfuglearterne. Den er letgenkendelig på undersidens gyldengule farve med de markante hvide striber. Hannens overside er helt mørk hvor hunnen har tydelige orange bånd. Bagerst på bagvingehalen ses små orange pletter hos begge køn. Hannen ses sjældent da han tilbringer tiden i trætoppene hvor han suger honningdug fra bladlusene. Den smukke hun flyver derimod ofte ned for at suge nektar, og for at lægge æg.

Den Lille lildfugl er som navnet antyder ikke så stor. Det er en lille og aktiv flyver, som ikke er kræsen med nektar. Dog ligger den sine æg på syrearter, sædvanligvis på alm.syre eller rødknæ. Årets sidste generation overvintrer i larvestadiet.

Engrandøje har en mørkebrun overside med svagt aftegnede øjepletter. Frynserne langs vingekanten er hvide. Undersiden er lysebrun med sorte øjepletter, hver omgivet af en gul ring, og med hvid pupil.  Hunnen smider æggene tilfældigt rundt i engen hvor larverne lever på flere forskellige græsser.

Oversiden på Græsrandøje er ensfarvet brun med et lyst område midt på forvingen med et tydelig randøje nær samme spids. Forvingeundersiden er gullig med en mørkere vingekant, vingerand og vingesøm. Og så er der yderligere et tydeligt lyst vingesøm i kanten... den kan dog være svær at se på de slidte eksemplarer. Bagvingen er brunlig hos hannen og grålig hos hunnen. På denne er der 1 til 5 øjepletter, det har vist sig at variere fra lavested. På Bomose har jeg kun fundet dem med 2 pletter.

Okkergulrandøje kendetegnes lettest på oversiden, da denne er gylden orange. Undersiden på forvingen er ligeledes orange/okker-gul med et tydeligt randøje .

Skovrandøje er nem at kende fra andre randøjer på sin mørkebrune grundfarve med de hvidlige til flødegule pletter. De er tydeligt større hos hunden end hos hannen.

Den store Bredpandes overside er okkergul-brun, hvor undersiden er gul-flødefarvet. Hannen har på oversiden en mørk aflang plet. De søger til blomster som Tidsler, Knopurt og Kællingetand. Hannen er meget territorial, og angriber både andre hanner, sommerfugle og helt andre insektarter. Larven gemmer sig i et lille bladrør om dagen, og kommer kun ud for at spise om natten.

Aurora er en rigtig forårs bebuder. Begge køn har hvide vinger og er grøn marmoreret på undersiden, og to sorte forvinge pletter. Hannen har desuden meget i øjenfaldne orange forvingespidser. Arten knytter sig især til vilde korsblomster, som løgkarse og engkarse.

Citronsommerfuglen er ofte den første sommerfugl der dukker op i Marts måned. Hannen har en kraftig citrongul farve, hunnen er lys grønlig, begge har orange midterpletter på vingerne. Larverne lever af Tørst og Vrietorn. Den voksne sommerfugl lever i næsten et år.

Det hvide W lever i alle dens levestadier på Elme træer. Der er en del yngre Elme på Bomose, så det er sandsynligt at der kan komme en bestand igen. Jeg har dog kun set denne ene, lidt slidte eksemplar på gården.

Blodplet har en sort krop, forvingerne er sorte med en rød streg og to røde pletter. Bagvingerne er røde med en sort kant. Larvens værtsplante er engbrandbæger som er giftig, og det gør at både larven og de voksne er giftige. Af samme årsag sidder larverne synligt fremme da ingen vil spise dem.

Den Lille Natpåfugleøje  findes typisk på lyng og i våde højmoser. Hannen har et vingefang på 6 cm. og han har fjerformede antenner. Hunnen er lidt større og har trådformede antenner.